Når man taler om bæredygtighed og et grønnere liv, så bliver der ofte lagt vægt på den dårlige samvittighed, som man hurtigt kan føle, hvis man ikke er 100% med på alt det grønne og miljøvenlige.

Når samtalen falder på plastik i verdenshavene, isen på Grønland der smelter, CO2 udledning og så videre, så kan man godt få lidt ondt i maven, for det er jo alt sammen noget skidt. Men som et ganske almindeligt menneske i Danmark, eller andre steder på kloden, kan det være rigtigt svært at forholde sig til, og specielt vide hvad pokker man, som ene person, kan gøre ved det.

Følelsen af magtesløshed og utilstrækkelig kan hurtigt indfinde sig.

Som enkelt person kan man ikke redde hele verden – med mindre man er supermand, eller leder et stort land, så måske. Men alle vi andre må ty til andre midler.

Først og fremmest skal vi leve det liv vi gerne vil – vi er her kun denne ene gang, og derfor gælder det om at leve det bedste liv man kan!

Til gengæld kan vi gøre en masse små ting i vores hverdag, som sammen med mange andres tiltag, skaber en fælles indsats og påvirkning i den rigtige retning, og der gør en forskel på den lange bane.

Derfor drop den dårlige samvittighed og lev det liv du ønsker, med omtanke for dig selv, for dine kære og for naturen. Drop det perfekte ideal, for det er der alligevel ingen, der kan leve op til.  Vi skal være flere, der lever uperfekt bæredygtigt end få, der lever perfekt bæredygtigt.