Efter at jeg har oprettet www.mitgrønneliv.dk, og dermed offentliggjort mit grønne fokus på hverdagslivet, så oplever jeg ofte, at jeg skal forsvare og forklare det valg.

Nytter det overhovedet noget?

Trods den store fokus i 2019 på klima og miljø, så er der stadig mange, der ikke mener, at det nytter. I hvert fald ikke at vi enkelte forbrugere udskifter en plastik opvaskebørste med en der er lavet af træ. Jeg blev fornyligt mødt med denne påstand: “Store lande som Tyskland og Polen forurener jo meget mere end os og udleder langt mere Co2 end hvad vi gør, og nytter det så noget, alt det vi sætter i søen?”. Jeg ved ikke, om der er hold i den påstand for det første. For det andet, så ja, begge lande er langt større end vi er, og dermed vil de givetvis også forurene og udlede mere Co2 end os. At andre lande måske forurener mere end os, betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Vi har i min optik alle sammen et fælles ansvar for den verden, vi bor i.

Hvorfor bruge tid på det, så længe politikkerne ikke går med?

Hvis ikke nogen går forrest, så kommer vi aldrig til målet. Hvis vi alle sammen sætter os tilbage og siger, at så længe politikkerne ikke gør noget, så nytter vores små ændringer ikke. Den tror jeg ikke på. For godt nok kan politikkerne skabe større ændringer hurtigere, men når vi som forbrugere i hele verden ændrer vores forbrugsvaner og stiller krav til de virksomheder vi er ansat i, butikker vi handler i, og i de lokale samfund vi alle er en del af. Ja, så kan vi ændre rigtig mange ting selv.

Flere og flere virksomheder herhjemme sætter fokus på bæredygtighed og genanvendelse. Jeg kan godt forestille mig, at de virksomheder, der mener klima fokuseringen er en døgnflue, og ikke går med, vil tabe kampen om forbrugerne. Så stil krav til dine opgivelser.

Går du selv forrest?

Vi har i familien valgt her fra nytår kun at have en bil. Det kan lade sig gøre, fordi vi begge er selvstændigt erhvervsdrivende, og derfor kan planlægge os ud af meget. Også ved dette valg skal vi forsvare og forklare vores handlinger. Er jeg gået forrest i klimakampen og har fået en el bil? – Nej, det har jeg ikke, og hvorfor? Fordi alt ikke kan gøres op i klima. For os var det spørgsmålet omkring sikkerhed, der gjorde udslaget for valg af bil. Jeg og min familie forsøger i videst mulige omfang at have et grønt fokus, men det betyder ikke, at vi altid lykkes. Der er da helt sikkert steder, hvor vi kunne gøre noget mere, men vi har taget et aktivt valg på rigtig mange områder. Det er med det, som med så meget andet, at det er en løbende proces, som hele tiden tilpasses.

Der findes en fin sætning: Ingen kan gøre alt, alle kan gøre noget. Hav fokus på det, så kommer du langt – og vær klar på, at ikke alle forstår dit valg.

Som skiltet siger: “It’s not easy being GREEN – Kermit, The Frog”
(foto: Markus Spiske)